Inspirationen bag bøgerne…

Som nogle fans nok ved, har forfatteren til Harry Potter, J.K. Rowling, slået sine folder i Edinburgh. Når man går rundt i Edinburghs Old Town, er det ikke svært at se, hvor hun har fået inspiration til mange af bøgernes lokationer fra. De gamle bygninger, krogede gader og store slotte kunne godt ligne noget, der var blevet taget direkte fra det eventyrlige univers. Der er dog et par steder, der vil være ekstra interessante for Harry Potter-fans.

Indrømmet – hvis ikke man har en seriøs interesse i historien bag Harry Potter-bøgerne, er dette måske ikke super interessant. Men selvom man ikke er fan, kan man stadig godt besøge disse steder og se dem, for hvad de egentlig er: Charmerende dele af hyggelige Edinburgh.

The Elephant House og Balmoral Hotel

Det har aldrig været nogen hemmelighed, at J.K. Rowling ikke ligefrem var velhavende, da hun begyndte at skrive om Harry Potter. Hun var faktisk lige det modsatte. Det skulle efter sigende være på den lille café, The Elephant House, at hun skrev den første bog. Det var billigere at købe en kop kaffe her, end det var for hende at betale for varmen i hendes lejlighed. I skærende kontrast til dette er det pompøse Balmoral Hotel, hvor hun – 6 bøger og adskillige millioner pund rigere – lejede en suite og færdiggjorde den sidste bog.

Elephant Café - Harry Potter i EdinburghSolnedgang fra Calton Hill
Det imponerende Balmoral Hotel troner over byen med sit klokketårn

Victoria Street

Lige i nærheden af The Elephant House ligger Victoria Street. Den lille, snoede gade med farverige butiksfacader kunne godt ligne noget, der har givet J.K. Rowling inspiration til den livlige Diagonalstræde i bøgerne. Her ligger endda også en spøg og skæmt-butik.

Victoria Street i Edinburgh

Greyfriars Kirkyard

Lige rundt om hjørnet fra Victoria Street, kan du finde Greyfriars Kirkyard. En kirkegård, der har en slående lighed med den, der optræder i Harry Potter og flammernes pokal. Kigger du rundt på gravstenene, kan du flere steder finde navne, der lyder bekendte, hvis du kan din Harry Potter. Især Thomas Riddles gravsted er velbesøgt omkring Halloween af alverdens Potter-fans.

Greyfriars Kirkyard i Edinburgh Greyfriars Kirkyard i Edinburgh Old Town i Edinburgh

En anden kendt personlighed, du kan møde ved Greyfriars Kirkyard er terrieren Greyfriars Bobby. Eller rettere sagt: Du kan se hans gravsted, og uden for kirkegården finder du en statue af ham. Historien om den lille hund, der hver dag i 14 år vogtede over sin afdøde ejers grav er åbenbart velkendt verden over. Jeg må nok indrømme, at den er gået min næse forbi, men det er tydeligt at se, at den lille statue er populær.

Greyfriars Bobby i Edinburgh

Find vej

Victoria Street, Greyfriars Kirkyard og The Elephant House ligger meget tæt på hinanden. Kortet nedenfor viser, hvor du kan finde disse tre steder:

The Balmoral Hotel ligger lidt længere væk, men stadig i gåafstand fra Old Town. Hotellet er placeret lige ved siden af stationen på Princes Street:

Besøgt i juni 2016

Pin to Pinterest

Edinburgh for Harry Potter Fans

 

 

Har du et spørgsmål eller en kommentar?