Anmeldelse:

Eftersom vi kun havde et par enkelte dage i Edinburgh på vores forlængede weekend, valgte vi at prioritere en meget central beliggenhed. I min søgning faldt jeg over lejlighedshotellet Princes Street Suites, og det var et oplagt valg, når vi var et ulige antal afsted – så slap vi både for ukomfortable ekstra opredninger og ensomme nætter på et enkeltmandsværelse på et “normalt” hotel.

Beliggenhed

Hotellet ligger, som navnet antyder, i den ene ende af Princes Street, der er en af de store, centrale gader i Edinburgh. Meget kort herfra finder man både Waverly Station samt bus- og sporvognsstoppesteder. Det er derfor meget nemt at komme til og fra lufthavnen, samt rundt i byen herfra. Derudover gør beliggenheden, at man bor i gåafstand til det meste i bymidten. Med kun 5-10 minutter til Royal Mile, må det siges, at man bor centralt. Det er en god ting, når man gerne vil nå at se hele byen på den halve tid!

 

Vores lejlighed

Bygningen, som hotellet ligger i, ser ikke umiddelbart ud af meget, når man ser den udefra – den er nærmest lidt anonym. Til gengæld bliver man positivt overrasket, når man kommer ind.

Princes Street Suites - stueDSC00375 (2)

Vi havde bestilt en lejlighed med 3 soveværelser, og det havde ikke været nødvendigt at bekymre os om, om der var plads nok. Stuen var meget stor med både spisebord og sofagruppe.

Køkkenet var udmærket. Ikke noget at prale af, men her var både ovn, køleskab, fryser, mikroovn, elkedel og brødrister. Herudover var her også både kaffe, te, varm kakao, mælk og småkager til os. Opvaskemaskine var der endda også – og der fik de halvfedtede tallerkener fra skabet så lige en tur, inden vi begyndte at bruge dem.

DSC00376 (2)
DSC00377 (2)

Værelserne var alle fine i størrelsen, og er var masser af plads til kufferterne. Eneste minus må være dobbeltdynen. Det bliver jeg altså aldrig god til, men jeg er stødt på dem på flere hoteller i Storbritannien.

DSC00373 (2)DSC00381 (2)
DSC00383 (2)

Til sidst bød lejligheden på hele 2 badeværelser – hvilket er frygtelig praktisk, når man er mange afsted sammen.

DSC00379 (2)
DSC00380 (2)

På toppen af bygningen finder man en tagterrasse med borde og bænke. Udsigten er der ikke noget i vejen med, så her kan man komme op og slappe lidt af efter en dag fyldt med oplevelser – og måske endda nyde solen lidt, hvis den titter frem.

Anmeldelse af Princes Street Suites i Edinburgh Anmeldelse af Princes Street Suites i Edinburgh

Service på hotellet

Selvom man bor i lejlighed, er der rengøring hver dag. Her er også gratis WiFi overalt. Personalet er meget behjælpelige – både før og under opholdet. De var meget hurtige til at besvare spørgsmål via mail inden vores ankomst, og under opholdet hjalp de gerne med at ringe og foretage reserveringer hos restauranter/attraktioner.

Her er ingen mulighed for tilkøb af morgenmad, men der er supermarkeder lige i nærheden, så man selv kan handle ind til det store morgenbord. Ellers er der også rig mulighed for at spise morgenmad ude i byen.

Alt i alt

Et dejligt lejlighedshotel, som jeg gerne anbefaler. Det eneste minus jeg kan komme i tanke om, var de halvfedtede tallerkener, som vi måtte vaske op, inden vi tog dem i brug. Ellers var det et dejligt sted til en forlænget weekend!

Her er alt lige fra et-værelses lejligheder til lejligheder med 3 soveværelser. Priserne varierer selvfølgelig alt efter, hvilken type, man vælger, og hvornår man besøger stedet. For 3 overnatninger i juni i en lejlighed med 3 soveværelser gav vi 9.800 kr. Vi var 5 personer, men havde skulle betale det samme for lejligheden, hvis vi havde været 6.

Læs mere på hotellets hjemmeside.

Besøgt i juni 2016

 

Har du et spørgsmål eller en kommentar?