Newgrange var en af de ting på vores 3 dage lange rundtur i Irland og Nordirland, som vi ikke vidste meget om på forhånd. Vores turoperatør havde udvalgt denne serværdighed til os på baggrund af vores ønske om at se historiske seværdigheder i smukke omgivelser – og det ønske blev i den grad opfyldt her.

Newgrange gravhøj Megalith Tomb Ireland

Vores udflugt til Newgrange

Vi blev om morgenen hentet på vores B&B i Slane og kørt til Brú na Bóinne Visitor Centre. Her køber man billet til den/de gravhøje, man gerne vil se. Vi valgte “kun” at tage Newgrange i denne omgang, men det er muligt at købe en kombi-billet, så man kan opleve flere. Hvis man vil det, skal man dog sætte det meste af en dag af.

Selve gravhøjen ligger ikke i forbindelse med besøgscenteret. Man får et klistermærke på tøjet og besked på hvad tid, man skal møde op ude ved de busser, der kører en ad små veje hen til Newgrange. Vi fik ventetiden til at gå med at kigge lidt på en udstilling om området og de historiske fund, der er gjort her.

Newgrange gravhøj Megalith Tomb IrelandNewgrange gravhøj Megalith Tomb Ireland

Efter en kort bustur ankom vi til Newgrange, hvor vi blev modtaget af vores guide. Her kommer du nemlig ikke ind, hvis ikke du er med på en guidet tur. Vi fik først en fin fortælling om det imponerende bygningsværk ude foran “hovedindgangen”. Newgrange er en hele 5.000 år gammel gravhøj, hvilket betyder, at den faktisk er ældre end pyramiderne! Den har da også fået en plads på UNESCOs liste over verdenskulturarv, og når man ser det hele i levende live, er det heller ikke svært at forstå hvorfor.

Newgrange gravhøj Megalith Tomb IrelandNewgrange gravhøj Megalith Tomb Ireland

Newgrange er en jordhøj skabt af sten og jord, og med græs på toppen. Hele vejen rundt langs kanten af højen står store sten, hvori der er udhugget forskellige tegn. Hvad disse betyder vides ikke med sikkerhed – så du kan bare lade fantasien få frit løb, når du går rundt og kigger.

Newgrange gravhøj Megalith Tomb Ireland Newgrange gravhøj Megalith Tomb IrelandNewgrange gravhøj Megalith Tomb Ireland

På visit i et gravkammer…

Jordhøjen har en imponerende størrelse med sine 76 meter i diameter, og vi havde troet, at vores guidede tur skulle fortsætte hele vejen rundt om bygningsværket. Vi blev derfor noget overraskede, da vores guide fortsatte rundvisning ind i gravhøjen. Her måtte vi desværre ikke tage billeder, men indefra er Newgrange bare endnu mere imponerende. Her er et stort, åbent rum med højt til loftet, og 3 mindre kamre ude i siderne, der nok har fungeret som selve gravpladserne. Alt herinde er bygget op af sten, der sidder i spænd. Og i de 5.000 år gravhøjen har stået her, er der aldrig sivet så meget som en dråbe vand ind! Du kan få et lille smugkig indenfor i dette ældre klip fra National Geographic:

Endnu mere imponerende er det, at gravhøjen er opført på den måde, at der ved vintersolhverv falder lysstråler ind, der oplyser hele gravkammerets indre! Vi fik en lille smagsprøve på oplevelsen ved hjælp af noget elektrisk lys, men det skulle være ingenting i forhold til the real deal. Hvert år er der mange tusinde mennesker, der melder sig til lodtrækningen om at opleve dette. Kun 100 får lov at overvære dette helt særlige syn – såfremt vejrguderne tillader det i de få minutter, hvor det rent faktisk sker…

Udsigt over Irlands grønne bakker

Efter turen inde i gravhøjen fik vi frit slag til at gå rundt indtil vi skulle med bussen tilbage. Vi gik en tur rundt om gravhøjen og nød udsigten over området. Selve Newgrange er ikke det eneste imponerende her. Det er udsigten i den grad også! Det bakkede landskab var meget smukt, og man kunne flere steder se andre gravhøje titte op af markerne.

Newgrange gravhøj Megalith Tomb Ireland Newgrange gravhøj Megalith Tomb Ireland Newgrange gravhøj Megalith Tomb Ireland

Bussen tog os tilbage til besøgscentret, hvor vores chauffør ventede på at tage os videre med til næste stop i dagens program. Turen ud til Newgrange og tilbage igen tog ca. 1 time og 15 minutter. Selvom det ikke var et besøg, vi selv havde planlagt, er det helt klart noget jeg vil anbefale, hvis du er historieinteresseret. En imponerende gravhøj placeret midt i det smukkeste landskab er ikke et dårligt stop på en rundrejse efter min mening. 🙂

Newgrange gravhøj Megalith Tomb Ireland

Find vej

Kører du selv, og vil gerne opleve Newgrange, så er det Bru na Boinne Visitor Centre du skal sætte gps’en efter. Du kan læse mere om åbningstider, billetter m.m. på deres hjemmeside.

Besøgt i juli 2017

Pin to Pinterest

Road trip Ireland visit Newgrange Monolith Tomb

2 Comments on Newgrange – den historiske gravhøj

  1. Kirsten
    1. november 2017 at 9:27 (2 måneder ago)

    Det lyder som en speciel og god oplevelse at besøge Newgrange. Så fint og velholdt det hele ser ud.
    Jeg tror jeg skal gemme linket til Jeres turoperatør i tilfælde af, at vi kommer til Irland igen en gang. Det er nogle virkelig gode steder de har fundet til Jer.

    Svar
    • Katrine S
      1. november 2017 at 14:25 (2 måneder ago)

      Det var en helt speciel oplevelse, Kirsten! Og vi blev glædeligt overraskede over besøget. Hvis I kommer til Irland igen vil jeg helt klart give mine anbefalinger til vores turoperatør. De var dygtige, søde og nede på jorden. Det er dog ikke en billig måde at rejse på, men det er en luksus, at al transport og indkvartering er arrangeret og bare spiller

      Svar

Har du et spørgsmål eller en kommentar?