Budapest er en utroligt smuk by, og du kan bruge timer på at vade gaderne tynde. Den ene imponerende bygning efter den anden dukker op, og indimellem er der masser af lækre butikker, gode spisesteder og hyggelige caféer. Ulempen ved alt dette er dog, at man godt kan ende med at have nogle meget trætte fødder! Trænger du til en lille pause fra vandringen, men ikke fra sightseeingen, så burde du overveje at opleve byen set fra vandet…
Bådtur på Donau
Budapest var oprindeligt to byer, der nu er vokset sammen: Buda og Pest. De to bydele bliver delt af floden Donau – eller Danube, som den hedder her – der snor sig igennem ikke mindre end 10 lande. En sejltur på Donau er en god måde at se byen fra en anden vinkel på.
Så kommer vi til det svære: At vælge den rigtige båd. Du har ikke kun et par lusede kanalrundfartsbåde at vælge imellem. Nej, her er noget for enhver smag og pengepung. Er du til en hurtig sejltur, hvor du får lidt information om de forskellige seværdigheder undervejs? Vil du på aften-cruise, hvor du får serveret en vidunderlig middag, mens du ser byen med lys på? Eller vil du måske prøve en vandbus, der fungerer som en almindelig bus på land og som en båd i vandet? Prisen afhænger selvfølgelig af, hvad du vælger. Bestiller du ikke hjemmefra, er der masser af ivrige sælgere nede langs kajen på Pest-siden af floden. Kig dig lidt omkring, inden du bare tager det første og bedste.
Vores sejltur
Vi valgte den klassiske sightseeing-sejltur på halvanden times tid. Turen startede ved Danube Promenaden, gik ud omkring Margretheøen og sluttede under Kædebroen, tilbage hvor vi startede.
Turen foregår mellem de to bydele. Pest er den flade del af byen, og denne bydel kommer du derfor ikke til at kunne se meget af, når du sejler. Til gengæld ligger den fantastisk smukke Parlamentsbygning lige ud til floden på Pest-siden. Du får ikke en flottere udsigt til Parlamentet end fra en båd, der sejler forbi.
Anderledes er det med Buda-siden. Denne bydel tårner sig op mod himlen, og fra floden har du derfor et flot udsyn op til de mange, gamle bygningsværker.
Vi sejlede også under Kædebroen – hvilket var der, der blev klikket mest med kameraerne ombord. Broen er en af de helt store attraktioner i byen, og mange tager turen henover på gåben. Det er også en dejlig oplevelse, men når du sejler under den, ser du det hele fra en ny vinkel, og der er ikke en utålmodig cyklist, der cykler dig ned med 30 km/t.
Det er oplagt at tage en sejltur på Donau, hvis man trænger til et lille pusterum, uden at stoppe sightseeingen – så det gælder bare om at finde den tur, der passer dig bedst.
Besøgt i juli 2015