En god storbyferie er i min optik oplevelsesrig – og gerne med mulighed for hyggelige kaffe/kage-stop, så man kan hvile benene. Wien er en af de storbyer, hvor du skal gøre dig umage for ikke at opleve en masse. Byens centrum bugner nemlig af hyggelige butikker, smukke bygninger og dejlige spisesteder. Så tag bare de slentre-venlige sko på, og sæt god tid af til sightseeing i centrum af Wien.

Sightseeing i Wien Centrum

Shoppinggaden Kärntner Strasse – fra Staatsoper til Stephansdom

Wien kan man vist godt tillade sig at kalde musikkens by, og noget af det første vi var ude at opleve, da vi landede en sen aften, var det smukke operahus, Staatsoper, med lys på. En ret så imponerende bygning skulle jeg mene – og hvorfor den blev kraftigt kritiseret da den stod færdig i 1869, forstår jeg ikke. Jeg kunne tværtimod bruge god tid på at kigge på de mange detaljer. En forestilling herinde skulle være en fantastisk oplevelse, hvis pengepungen og interessen tillader dig at se opera. Vi fik dog en lille forsmag, for uden for operahuset havde flere folk slået sig ned på deres festivalstole og kiggede helt gratis med på den store skærm, der livestreamede operaforestillingen inde fra salen.

Staatsoper - operaen i Wien

Fra Staatsoper kan du følge shoppinggaden Kärntner Strasse op til byens domkirke, Stephansdom. På vejen møder du alle de sædvanlige highstreet-butikker, og også en del souvenirbutikker, der har fokus på chokolade. Hvis du, ligesom mig, har en svaghed for Mozartkugler, så har du rig mulighed for at få fyldt kufferten! Når nu vi snakker om chokolade, så finder du også Hotel Sacher på denne gade – fødestedet for den berømte Sachertorte. Vi valgte dog at smage den kendte kage på Café Central – hvilket ikke var så ringe endda…

En anden butik, du møder på vejen, er Swarowski. Den østrigske krystalproducent er verdens største, og selvom du måske ikke lige har tænkt dig at købe nye smykker med hjem, så tag et kig inde i butikken. Her er både kunstneriske udstillinger med masser af bling, og så selvfølgelig smykker og krystalfigurer i alle former og prisklasser. Det er svært ikke at blive bare lidt imponeret…

Swarowski Wien Swarowski Wien

Kärntner Strasse ender ved Stephansplatz, hvor domkirken Stephansdom ligger. Endnu et flot bygningsværk, hvor især det farverige tag er ret iøjefaldende. Indenfor er kirken stor og imponerende, som domkirker nu har det med at være.

Stephansdom Wien Stephansdom Wien Stephansdom Wien

Hofburg og Volksgarten

Fra Stephansdom er der kun en kort gåtur gennem flere hyggelige gågader til Hofburg-området, der byder på endnu flere imponerende bygningsværker. Selve Hofburg var i 600 år stedet, hvor de østrigske kejsere tilbragte de kolde vintre, og her er i dag et populært museum.

Hofburg WienHofburg WienHofburg Wien

Museumsoplevelser går man ikke ned på her i området, der også byder på Sisi-museet, hvor du kan lære mere om den populære kejserinde Sisi, Papyrusmuseet, der byder på verdens største papyrussamling, og så selvfølgelig Den spanske rideskole, hvor man kan komme ind at se badutspringende heste. Vi sprang museumsoplevelserne over, og faldt i stedet i staver over hvor flot området var i sig selv.

Hofburg WienHofburg WienHofburg WienHofburg Wien

Ved siden af Hofburg finder du den hyggelige park, Volksgarten. Denne park tilhørte også kejserfamilien, men blev åbnet for offentligheden i starten af 1800-tallet. En fin park, med masser af steder at slå sig ned. Og så den hyggelige detalje, at de mange rosenbuske er sponsoreret af private personer og dedikeret til dem, de holder af.

Volkspark WienVolksgarten Wien

Museumsquartier

Fik du ikke nok af museer/flotte bygninger i Hofburg, kan du slentre videre til Museumsquartier, der ligger lige bagved. Som navnet nok antyder, er der også masser af museer at komme efter her: Kunstmuseer, Naturhistorisk museum og et museum for børn. Området er nu også dejligt bare at slentre rundt i, og der er gjort meget for, at det skal være et område med udendørsliv og plads til afslapning og hygge.

Museumsquartier Wien Museumsquartier Wien

Wiener Rathaus og Burgtheater

Er du endnu ikke mættet af at kigge på bygninger, så smut lige lidt længere ned ad gaden og nyd synet af byens rådhus og det flotte Burgtheater. Trænger du til at hvile benene lidt, så slå dig ned på en bænk i Rådhusparken. Aldrig i mit liv har jeg set så mange bænke på ét sted, så mon ikke der er en plads, hvor du kan slå dig ned?

Rathaus WienRathauspark WienBurgtheater WienSightseeing Wien

Wien er en fantastisk smuk storby, og her er oplevelser nok til mange dage. Vi havde ikke lang tid i byen, og valgte derfor at fravælge de tidskrævende museumsbesøg. Til gengæld fik vi set et utal af smukke bygningsværker, og sjældent har jeg oplevet at blive imponereret igen og igen på den måde. Har du tid/lyst til at blive endnu mere imponeret, så tag lidt uden for bymidten og besøg Schloss Schönbrunn eller Schloss Belvedere. Kan man nogensinde få for meget af slotte?

Find vej

Alt dette kan du faktisk se på en tur på kun 4,5 kilometer. Kortet nedenfor viser et forslag til en rute, men glem endelig ikke at slentre rundt på må og få. På en storbyferie er det næsten et must at fare vild i de små, hyggelige gader!

Besøgt i april 2017

Pin to Pinterest

Sightseeing in Vienna city center

2 Comments on Sightseeing i centrum af Wien

  1. Kirsten Michelsen
    24. august 2017 at 21:47 (4 måneder ago)

    Ih.. altså, jeg får helt lyst til at komme til Wien igen når jeg læser dine indlæg fra byen. Det er en virkelig smuk by, som godt kan tåle et gensyn.
    Tak for inspirationen.

    Svar
    • Katrine S
      25. august 2017 at 19:24 (4 måneder ago)

      Tusind tak Kirsten Du har helt ret – Wien er en by, man sagtens kan besøge mere end én gang. Der må for eksempel være helt fortryllende ved juletid. Men det må jeg jo så bare sætte på listen ☺️ Altid dejligt at inspirere – jeg kan få lidt inspiration igen ovre hos dig, kan jeg se!

      Svar

Har du et spørgsmål eller en kommentar?