Da rejsen til Kreta blev bestilt, krydsede jeg fingre for godt vejr. Ikke kun fordi det ville være rart med et par solskinstimer på stranden, men også fordi jeg havde en drøm om at gå den 16 kilometer smukke vandretur gennem Samaria-kløften. Kreta i efterårsferien er lidt et sats rent vejrmæssigt. Sidste gang jeg besøgte øen i efterårsferien stod det ned i stænger næsten en hel uge. Denne gang var vejret heldigvis noget bedre, og selvom det var sidst på åbningssæsonen i Samaria-kløften, fik jeg denne fantastiske oplevelse med i bagagen.

Samaria-kløften Kreta

Morgenstund har guld i mund

På dagen, hvor vi skulle ud på vandretur, blev vi hentet tidligt. Meget tidligt. Faktisk så tidligt, at vi ikke engang kunne nå at få morgenmad på hotellet, inden vi blev hentet. Der var dog fin tid i bussen til at spise lidt medbragt brød og slumre lidt, inden strabadserne begyndte.

Da vi ankom til starten af kløften, blev vi mødt af noget meget kedeligt vejr! Jeg var ærlig talt lidt nervøs for, hvad jeg havde rodet mig ud i. Vores guide sagde dog med stor overbevisning i stemmen, at det blev en smuk vandredag. Heldigvis viste det sig, at hun havde ret, men på starten af turen satte jeg stor pris på min vindjakke og mit halstørklæde.

Samaria-kløften Kreta Samaria-kløften Kreta

De første par kilometer af vandreturen gik ned ad bakke. Tærrenet var ujævnt og glat, så det var med at holde øje med, hvor man gik. Det viste sig at være sværere end det lyder, for mine øjne blev ved med at søge ud over landskabet. Fantastiske udsigter kommer du ikke til at mangle på turen, og netop som vi gennemførte turens første par kilometer, begyndte solen at bryde igennem skyerne. Lad mig bare sige, at jeg holdt mange foto-pauser undervejs!

Samaria-kløften Kreta Samaria-kløften KretaSamaria-kløften Kreta

Den rå natur i Samaria-kløften

Efter at have overstået de første par meget stejle kilometer, begyndte ruten at flade lidt ud. Det er ikke meget, man skal gå opad – men udsigterne bliver ikke ringere af den grund. Landskabet er præget af store klipper, grønne nåleskove og floder. Eftersom vi kom efter den meget tørre sommersæson, var der ikke meget vand i floderne. Alligevel var landskabet grønt, og der var vand i de opstillede vand-opfyldningsposter undervejs.

Samaria Kreta Samaria-kløften Kreta Samaria-kløften Kreta

De sidste par kilometer i kløften foregår mellem tårnhøje klippevægge. På kløftens smalleste sted er den faktisk ikke mere end et par meter bred. Pludselig føler man sig meget lille!

Samaria-kløften Kreta Samaria-kløften Kreta Samaria-kløften Kreta Samaria-kløften Kreta

Hvil fødderne i Agia Roumeli

Efter en vanvittig smuk vandretur gennem Samaria-kløften havde vi meget støvede sko, trætte ben og sulten var så småt begyndt at melde sin ankomst (selvom vi havde spist masser af snacks undervejs). Selvom man kommer ud af kløften, er der dog stadig lige et par kilometer til den lille by Agia Roumeli, hvor man kan slappe af og få fyldt depoterne op. De sidste par kilometer kan du blive kørt – vi besluttede os dog for, at når vi nu var afsted, så kunne den lige så godt få hele armen. Så vi tog også de sidste par kilometer til fods, og kom derfor op på hele 16 kilometers vandring i alt.

Samaria-kløften KretaSamaria-kløften Kreta

I Agia Roumeli havde vores guide givet os et mødetidspunkt og sted. Indtil da kunne vi bare slappe af med en is i skyggen og dyppe tæerne i det kølige hav. Jeg vil gerne indrømme, at det var en fantastisk følelse at få skoene af efter en laaaang dag!

Samaria-kløften Kreta Samaria-kløften Kreta Samaria-kløften Kreta

I samlet flok tog vores gruppe færgen videre til en anden havn, hvor vores bus ventede på os. Der var ikke meget snak i bussen hjem. Alle var trætte og brugte efter en lang, men fantastisk dag. Mørket var faldet på, da vi kom tilbage til vores hotel i Agia Marina ved 21-tiden. Dagen blev sluttet af med en velfortjent take-away pizza på hotelværelset, og så var det ellers på hovedet i seng.

Turen gennem Samaria-kløften er hård, men er du i god form, og elsker du fantastisk smukke landskaber lige så højt som mig, så vil jeg helt klart anbefale dig at tage turen. Jeg fortryder det ikke – heller ikke selvom jeg havde lidt problemer med at få gang i benene dagen efter 😉

Samaria-kløften KretaSamaria-kløften Kreta

Lyder det som noget for dig? Så læs også mine 5 tips til din vandretur i Samaria-kløften.

 

Besøgt i oktober 2016

Pin to Pinterest

Samaria-kløften Kreta

 

 

 

 

11 Comments on På vandretur i Samaria-kløften

  1. freerangetravellers
    21. marts 2017 at 19:35 (4 år ago)

    Det må ha været en fantastisk tur. Det ser vildt spændende ud. Jeg har haft fornøjelsen af at se kløften fra oven – og det kan bestemt også anbefales. Næste gang jeg kommer til Kreta, vil jeg overveje at tage vandreturen nedefra 🙂 / Lise

    Svar
    • Katrine S
      22. marts 2017 at 16:04 (4 år ago)

      Du kan tro, at det var en fantastisk tur, Lise! Helt klart noget jeg vil anbefale, hvis du lægger vejen forbi Kreta igen 🙂 At se det hele fra oven lyder også spændende – det er altid sjovt at se ting fra forskellige perspektiver. Var det en helikoptertur eller lignende, du var på? 🙂

      Svar
      • freerangetravellers
        23. marts 2017 at 8:31 (4 år ago)

        Vi kom simpelthen kørende i bil og skulle pludselig over en meget skummel bro. Da vi kørte over den så jeg ned over siden hvor DYB kløften var. Det fik os til at standse og stå ud af bilen. Det viste sig at der lå en forladt by lige ved siden af som vi gik på opdagelse i. Og så var der jo den her enorme kløft lige ved siden af som bare bjergtog os … helt bogstaveligt 🙂 Så smukt!

        Svar
    • Katrine S
      5. august 2017 at 18:33 (3 år ago)

      Det var også en fantastisk tur Bettina! Den kan stærkt anbefales. Så har du også en god undskyldning for at besøge Kreta igen ☀️

      Svar
  2. Bente Kaas Møller
    20. marts 2018 at 15:13 (3 år ago)

    Uha, ser fantastisk ud, vi skal til Kreta i maj, er det en tur man kan klare når man har fået en ny hofte i 2016.
    Og er der rimelig veje at gå på?
    Mvh. Bente

    Svar
    • Katrine S
      20. marts 2018 at 20:40 (3 år ago)

      Hej Bente ☺️ Hvor lyder det dejligt med en tur til Kreta. De græske øer er bare altid en god idé! For at besvare dit sidste spørgsmål først, så nej, der er ikke rimelige veje at gå på. Mange steder går man på noget, der ligner skov- og grusstier, og her er mange småsten. Især på turens lange, nedadgående stykke, drillede det mig lidt med de mange, små rullesten. Resten af turen går man på et meget ujævnt stenunderlag, og sommetider skal man krydse floder, ved at gå fra sten til sten. Hvis du kigger på jorden på billederne i dette indlæg, kan du måske få en fornemmelse af, hvordan underlaget ser ud. Om man kan gå turen med en forholdsvis ny hofte, kommer nok an på, om man er vant til at være aktiv og sikker på benene. Da vi var afsted, så vi alle aldre gå turen – men især de lidt ældre gæster havde investeret i gode vandresko og en vandrestav eller to. Det er en fantastisk tur, men den kræver også lidt af fysikken. Dog går det ikke meget opad undervejs, men til tider rimelig stejlt nedad. Jeg ved, at der er mange, der tager en tur til Imbros-kløften, som et nemmere alternativ til Samaria. Jeg har ikke selv været der, men det var måske værd at undersøge, hvis Samaria ikke bliver i denne omgang. Det blev et langt svar – men er der andet, så bare spørg Mange hilsner fra Katrine

      Svar
  3. Søren Gammelby
    5. maj 2020 at 13:05 (6 måneder ago)

    Hjælp !
    Jeg har læst en del om Samariakløften på nettet. Alle ture går oppefra og ned. Men nedefra og op står stort set ikke nævnt med et ord ?? Er det ikke muligt at gå den anden vej, eller kan det bare ikke anbefales ?
    Hilsen Søren

    Svar
    • Katrine S
      9. maj 2020 at 8:10 (6 måneder ago)

      Hej Søren. Om det er muligt at tage turen nedefra og op? Jo, det er det i princippet. Men der er et men. For det første er det hårdt! Så fysisk er det en stor udfordring. Det vil man kunne klare, hvis man er i rigtig god form og vant til at vandre. Den største udfordring ved at tage turen nedefra og op er nok logistikken. På den “normale” tur bliver man sat af med fx bus oppe ved starten af ruten. Her er du vitterligt ude i ingenting, og mange vælger derfor at købe en udflugt inkl. transport. Selvom man gør det, følges man ikke ad på vandreturen i kløften. Du går bare i dit eget tempo. Ruten slutter i en lille by ved havet, og her kan du kun komme videre ved at sejle. Skulle du gå ruten omvendt, skal du altså først sejle til den by, hvor turen normalt slutter (og der sejler ikke mange både om dagen). Når du så når op til kløftens top, står du lidt ude i ingenting, og skal på egen hånd videre derfra. Er man en haj til planlægning, og har man god tid på Kreta, er det da sikkert en mulighed. Men for de fleste vil en “klassisk” vandretur gennem Samariakløften være at foretrække. Nu er det nogle år siden, jeg var der sidst, så der kan selvfølgelig godt være sket noget nyt siden da. Men eftersom du også har haft svært ved at finde information om den omvendte rute, så tror jeg stadig ikke, det er sådan lige til at begive sig ud på den tur.
      Håber du kan bruge mit svar til noget – og har du flere spørgsmål, er du altid velkommen til at fyre løs
      De bedste hilsner
      Katrine

      Svar
      • Søren Gammelby
        11. maj 2020 at 10:33 (6 måneder ago)

        Hej Katrine
        tak for dit svar. Det er meget brugbart. vi er ikke hajer til planlægning, så det giver mening at tage den “rigtige” vej. altså ende i havnebyen. Hvis du har flere gode råd om turen og Kreta er jeg meget lydhør overfor det ?
        mvh. Søren G.

        Svar
        • Katrine S
          18. maj 2020 at 19:00 (5 måneder ago)

          Hej Søren Du er naturligvis velkommen til at klikke rundt på siden her, hvor jeg har et par enkelte andre indlæg om øen. Ellers kan jeg anbefale dig at tage et kig ovre hos Helle, der også har mange gode indlæg om Kreta og andre græske øer: https://helles-univers.dk/category/destinationer/europa/graekenland/

          Svar

Har du et spørgsmål eller en kommentar?